TIL LEGENE
En dag ved Colosseums lege
Formiddagsjagter, henrettelser midt på dagen, gladiatorer om eftermiddagen – formen på en dag ved legene, folkemængden sorteret efter rang, og den store solsejldug, der skyggede dem.
Check dates and availability ↗Formen på en dag
En dag ved Colosseum fulgte et nogenlunde fast program, og at kende det hjælper dig med at forestille dig bygningen i brug frem for i ruiner. Formiddagen indledtes typisk med venationes, jagterne og forevisningerne af vilde dyr. Omkring middag kom det dystreste afsnit – offentlige henrettelser, ofte af dømte forbrydere, iscenesat for folkemængden, mens mange tilskuere holdt frokostpause. Eftermiddagen bragte derefter hovedbegivenheden, publikum egentlig var kommet for: gladiatorkampene, munera, udkæmpet i matchede par til et klimaks. Hele forestillingen var gratis, finansieret af en kejser eller embedsmand, der ville vinde folkets gunst, og kunne vare en enkelt dag eller, ved en stor begivenhed, mange dage i træk. Det var i praksis en hel dags storslåede underholdning, omhyggeligt tilrettelagt fra dyr til blod til stjernekæmperne.
Jagterne på vilde dyr
Formiddagens venationes var skuespil af eksotisk nedslagtning i en skala, der er svær at forestille sig i dag. Dyr blev fragtet til Rom fra hele den kendte verden – løver og leoparder fra Afrika, bjørne fra nord, krokodiller, strudse, endda elefanter – og enten jaget af bevæbnede specialister kaldet venatores eller sat op mod hinanden. Overdådige kulisser kunne hejses op fra hypogæet for at forvandle arenaen til en skov eller et klippelandskab til forevisningen. Oldtidens kilder giver enorme tal for dyr dræbt ved de store indvielsesspil og senere fester; tallene er muligvis overdrevne, men appetitten på denne slags forestilling, og dens omkostning, var med sikkerhed enorme. Efterspørgslen på dyr var så stor, at den menes at have udtyndet dyrelivet i dele af imperiet.
Halvtreds tusind mennesker, siddende efter rang
Colosseum rummede ikke bare en folkemængde; den sorterede den. Det romerske samfunds hierarki blev kortlagt direkte på tilskuerpladserne. Kejseren og vestalinderne havde de bedste pladser ved arenaens kant; senatorerne sad på den nederste etage, tæt på handlingen, nogle gange på deres egne navngivne pladser; bag og over dem kom ridderne, derefter almindelige mandlige borgere, og øverst, længst fra arenaen, kvinder og de fattigste. Nummererede indgange, trapper og passager – vomitoria – kanaliserede hver billetindehaver effektivt til den rette sektion, så et fuldt hus kunne finde sine pladser, og senere tømmes, med imponerende hastighed. At sidde i Colosseum var at se, med et enkelt blik, præcis hvor man stod i selve Roms orden.
Velariet: den store solsejldug
Mod den romerske sol havde amfiteatret et bemærkelsesværdigt svar: velariet, en enorm udtrækkelig solsejldug, der kunne trækkes ud over tilskuerpladserne for at skygge tilskuerne. Rækker af stenkonsoller og fatninger højt oppe på den ydre mur, stadig synlige i dag, holdt masterne og riggingen, der bar den. At betjene dette enorme lærredsdækkende sejl af lærred og reb blev angiveligt varetaget af en deling søfolk fra den kejserlige flåde ved Misenum, mænd der var eksperter i at håndtere store sejl i højden. Præcis hvor fuldstændigt velariet dækkede arenaen, og præcis hvordan det blev betjent, er delvist rekonstrueret snarere end sikkert, men at et stort solsejl eksisterede, er velunderbygget. Det er endnu et tegn på, hvor seriøst Rom tog komforten for sine tilskuere.
At holde folkemængden glad
Legene var politisk teater lige så meget som underholdning, og kejserne styrede folkemængden med omhu. Gratis adgang var kun begyndelsen: der var angiveligt uddelinger af mad og tokens kastet ud til publikum – missilia – der kunne ombyttes til præmier, der spændte fra mad til, ved overdådige lejligheder, langt mere. Arenaen var også et af de få steder, hvor almindelige romere og kejseren stod ansigt til ansigt, og folkemængden brugte det til at gøre sine følelser kendt, juble, huje og endda presse kejseren til at skåne en yndlingskæmper eller rette op på en klage. En hersker, der læste stemningen godt, vandt velvilje; en, der ignorerede folkemængden eller viste fejhed eller grusomhed på det forkerte tidspunkt, kunne betale for det i omdømme.
Synerne, lydene og duftene
Det er værd at forsøge at forestille sig den sanselige virkelighed, for den tavse ruin giver ingen antydning af den. Titusindvis af stemmer brølede, gispede og skanderede; trompeter og et vandorgel understregede handlingen; sandet blev revet mellem kampene, undertiden friskt duftet for at maskere det, dagen havde spildt. I varmen, under solsejlet, klemt skulder mod skulder, spiste folkemængden, spillede på udfald og fulgte yndlingskæmpere, ligesom fans følger atleter i dag. Søfolk betjente riggingen ovenover, dyr brølede fra lemmene, og under alles fødder rørede hypogæet med usynligt arbejde. At stå på arenagulvet i dag, i stilheden, er det tætteste, du kan komme på den forsvundne larm – og at vide, hvad der engang fyldte stilheden, er det, der gør det tomme ovale rum ekstraordinært.