BAG OM MYTEN
Gladiatorer: Historien bag myten
Hvem kæmperne egentlig var, hvordan kampene blev sammensat, og hvorfor tommelfingerbevægelsen og den berømte replik "vi, der skal dø" mest er senere opfindelse.
Check dates and availability ↗Hvem gladiatorerne egentlig var
De fleste gladiatorer var ikke frie mænd, der jagtede berømmelse. Flertallet var slaver – krigsfanger, dømte forbrydere eller slaver købt specifikt til arenaen – ejet af en lanista, der drev en gladiatortrup som en forretning og lejede kæmperne ud. Et mindretal var frivillige, de auctorati, der gav afkald på deres juridiske status for en periode mod penge, spænding eller berømmelse; nogle var ruinerede aristokrater, nogle adrenalinsøgende typer. Gladiatorer indtog en mærkelig social position: juridisk vanærede, udelukket fra respektabelt selskab, men i stand til reel berømmelse og elsket af tilskuerne. Det var et brutalt, tvunget erhverv udklædt som sport – tættere på et dødeligt skuespil med dygtige slaver end den ærefulde kamp mellem frie ligemænd, som film ofte antyder. At holde begge disse sandheder for øje samtidig er begyndelsen på at forstå dem.
De mange typer kæmpere
Gladiatorer kæmpede i matchede typer, hver med sin egen rustning og sine egne våben, og tiltrækningen lå i at stille stilarter op mod hinanden. En murmillo, tungt bevæbnet med et stort skjold, et kort sværd og en fiskeprydet hjelm, blev typisk sat op mod en thraex med sit buede klinge og lille firkantede skjold, eller en hoplomachus med et spyd. Mest slående var retiarius, der kæmpede næsten uden rustning med et net og en trefork, afhængig af hurtighed mod den tungt beskyttede secutor, hvis glatte, runde hjelm var designet til at glide fri af nettets tag. Disse parringer var ikke tilfældige: de afbalancerede mobilitet mod rustning, rækkevidde mod beskyttelse, så ingen enkelt type simpelthen var overlegen. En del af publikums ekspertise lå i at læse disse opstillinger, ligesom moderne fans læser en taktisk duel mellem modsatte stilarter.
Almindelige gladiatortyper, og hvordan de blev sat sammen
| Type | Rustning & våben | Kampstil |
|---|---|---|
| Murmillo | Stort skjold, kort sværd, prydet hjelm | Tung, defensiv, tæt på |
| Thraex | Lille firkantet skjold, buet klinge, høje benskinner | Adræt, slog over skjoldet |
| Retiarius | Net, trefork, lidt rustning | Hurtig, holdt afstand, fanget i net |
| Secutor | Glat hjelm, skjold, sværd | Jagtede retiarius, pressede på |
| Hoplomachus | Spyd, lille rundt skjold, dolk | Lang rækkevidde, stak på afstand |
Træningsskolerne
Gladiatorer blev skabt, ikke født, i træningsskoler kaldet ludi. Roms egen store skole, Ludus Magnus, lå lige ved siden af Colosseum og var forbundet med det via en underjordisk passage, så kæmperne kunne flyttes til arenaen usete; dens ovale træningsbane er bevaret og kan ses i dag. Rekrutter levede under streng disciplin, blev fodret med en bevidst, kulhydratrig kost – ét kaldenavn for dem oversættes omtrent til "bygmænd" – og blev trænet af pensionerede kæmpere i specialiserede våbenteknikker. Investeringen i hver mand var betydelig, hvilket er en af grundene til, at en død i hver eneste kamp ikke ville have givet økonomisk mening for ejeren. En dygtig, publikumsvenlig gladiator var et værdifuldt aktiv, der skulle holdes i live og forbedres, ikke ødsles væk let på sandet.
Kæmpede de virkelig til døden?
Normalt ikke. En veltrænet gladiator repræsenterede en betydelig investering, og at dræbe én i hver eneste kamp ville have ruineret hans ejer, som skulle kompenseres for en død. Kampene blev dømt, kunne pauses, og en besejret kæmper kunne bede om nåde – missio – hvilket ofte blev givet, især hvis han havde kæmpet tappert. Den berømte tommelfingerbevægelse er reelt usikker: de latinske kilder nævner en "vendt tommel", pollice verso, men gør aldrig klart, hvilken retning der betød død, og den pæne tommel-op-godt, tommel-ned-dårligt-konvention, vi forestiller os, stammer stort set fra et maleri fra det nittende århundrede. Skønnene varierer, men mange gladiatorer overlevede langt flere kampe, end myten antyder, og nogle vandt deres frihed. Døden var reel og hyppig nok, men den var ikke det garanterede udfald af hver eneste kamp.
Hilsenen, der aldrig var
En af de mest citerede replikker fra arenaen – "Ave, imperator, morituri te salutant", de, der skal dø, hilser dig – var næsten helt sikkert aldrig et gladiatorråb overhovedet. Den romerske forfatter Suetonius nævner det kun én gang, sagt af dødsdømte mænd ved et iscenesat søslag afholdt af kejser Claudius, ikke af gladiatorer i Colosseum, og der er intet bevis for, at det var en fast hilsen før kamp. Ligesom den pæne tommel-op og tommel-ned er den blevet "antik" primært gennem gentagelse. At sortere den virkelige historie fra Hollywood-versionen er en del af det, der gør Colosseum givende: sandheden – tvangen, økonomien, dygtigheden, dommerne – er mærkeligere og mere menneskelig end myten om dødsdømte mænd, der råber en replik før sikker død.
Berømmelse, frihed og et par kendte navne
På trods af al sin brutalitet kunne arenaen gøre en mand berømt. Succesfulde gladiatorer tiltrak graffiti ridset af beundrere på murene i Pompeji, dukkede op på lamper og mosaikker og var, ifølge nogle beretninger, genstand for begær. En kæmper, der overlevede nok kampe, kunne blive tildelt rudis, et træsværd der symboliserede frigivelse, og gå på pension – nogle trænede derefter andre. Kvinder kæmpede ved sjældne, meget omtalte lejligheder, behandlet af datidens forfattere som en sensationel nyhed. Og kejsere trådte nogle gange selv ind i arenaen: Commodus optrådte berygtet som gladiator, til overklassens rædsel, dog i arrangerede og ikke-dødelige kampe. Gladiatoren var således både den laveste af de lave og, en gang imellem, en stjerne – en modsigelse, der siger meget om, hvordan Rom så på og havde brug for sine lege.